Om Remisen
Projektet omkring Remisen er startet af en gruppe lokale unge. Vi er i alt 8 unge medlemmer i hovedgruppen, som arbejder frivilligt med omdannelsen af den gamle DSB-garage. Selvom vi kommer med forskellige baggrunde, har vi alle en fælles base i Skjern. Flere af os har været bosat i de store studiebyer, men alle er vi endt hjemme i de trygge vestjyske rammer, hvor vi ser en fremtid for vores familier.
Desværre er vi modsætninger i forhold til mange af vores jævnaldrende, som bliver hængende i de større byer efter endt uddannelse. Og vi forstår også godt, at det føles som en helt ny verden, når man står af på perronen i eksempelvis Aarhus, og bliver blæst bagud af nye kulturelle indtryk og muligheder. Vi kan ikke gøre os fuld konkurrencedygtig, men med vores projekt håber vi på, at vi kan skabe et mentalt trinbræt, som kan trække nogle af de gode kulturelle tilbud til Ringkøbing-Skjern Kommune og stå som en klar påmindelse om, hvor stærkt det vestjyske fællesskab er.
Teamet
Vi er en gruppe unge frivillige, som sammen brænder for nyskabelse i vores barndomsby. Sammen har vi stiftet den frivillige forening "Remisen Skjern", som skal drive aktiviterne i Skjerns nye kulturhus.
Alle unge i den frivillige gruppe er opvokset i Skjern, og vi ved derfor, hvad man som ungt menneske savner i vores område.
Ideen opstod i starten af 2019, da et lokalt entreprenørfirma gik i lokalpressen og fortalte om Remisen. Entreprenørselskabet fortalte i pressen, at de havde købt bygningen på auktion af Banedanmark for at undgå nedrivning, og håbede at lokalbefolkningen ville komme med den rigtige idé til, hvad bygningen kunne anvendes til. Bygningen, der har en hel speciel arkitektur, og er en af blot få remiser tilbage i Danmark, passede perfekt ind i det formål, som vores frivillige gruppe havde arbejdet med. Placeringen centralt i byen nær stationen er ideel, da Skjern er et mindre knudepunkt med bus og togforbindelser fra både Herning, Esbjerg og Holstebro.
Samtidig synes vi, der ligger en fantastisk fortælling i remisen, idet den står som et klart symbol på Udvikling – Tidligere et symbol på Skjerns udvikling, der på mange måder har været drevet af vores station og jernbanen, og nu forhåbentlig som et symbol på ny udvikling i kultur- og musikmiljøet for områdets unge vækstlag.