Karl Kristian - Musikalsk foredrag
Karl Kristian er født og opvokset i Indre Mission i den vestjyske fiskerby Hvide Sande. Allerede i en tidlig alder begyndte tvivlen dog at melde sig: Hvad gør man, når både familie og venner bekender sig til troen, men man selv ikke længere kan?
På albummet Ventede På Noget, Der Ventede Med At Komme (udgivet 17. januar) undersøger Karl Kristian netop dette spændingsfelt. Det handler ikke om at vælge side, men om at insistere på at stå med et ben i hver lejr.
Med afsæt i sin medvirken i Gudstjenesten på DR1 har Karl Kristian udviklet et format, hvor musik og fortælling smelter sammen. Sammen med publikum skabes et rum til at tale om de store temaer – tro, tvivl og tilhørsforhold – gennem personlige fortællinger og sange fra et liv både i og uden for kirkerummet. Det hele leveres med varme, humor og respekt for ophavet.
Albummet har høstet flotte anmeldelser, bl.a. fra GAFFA med 4 stjerner og titlen som månedens skandinaviske navn. Flere sange er i rotation på DR P4 og DR P5, herunder Ulven På Sletten. Sangene er skrevet i samarbejde med Tue West og kredser om bruddet med religiøse fællesskaber uden at tage afstand fra menneskene i dem.
Aftenen er for dig, der er nysgerrig på tro, tvivl og de spørgsmål, der ikke har entydige svar – fortalt gennem musik og nærværende historier.